Mika Vandborg - new album “Wall Of Books”
released 18 feb. 2013 - Vinyl, CD & Download

CD (incl. fragt) 100 kr. Vinyl (incl. fragt) 150 kr.
Download Itunes 56 kr.

Mika_PR_forside

Wall Of Books
Wall Of books er Mika Vandborgs 3. solo album og skiller sig ud ved at være et sandt mesterværk! Så enkelt er det! Et hudløst ærligt vidnesbyrd med fortællinger om den ubærlige sorg ved at miste og det medfølgende savn, der synes at klinge uendeligt.  I erkendelsen og accepten af det afsluttede, åbenbarer forandringen sig, og derfor er Wall Of books en hyldest til livet og en dyb kærlighedserklæring, til det der var, men også til det der kommer.
Mika Vandborg mistede sin far i 2010, og sangene er skrevet i årene herefter. Albummet åbner med titelsangen ”Wall Of Books”, hvor Mika synger om sit ”særlige sted”,  hvor han tager hen, når han har brug for at huske sin far og være ham nær. ” Det kan være svært at fremkalde billedet af ham, men lukker jeg øjnene og går ind i mit barndomshjem, ser jeg ham tydeligt for mig, mens han sidder i hans stol og læser.
I barndomshjemmet kørte pladespilleren nærmest i døgndrift, og lyden af The Band, Clapton, Rolling Stones, Bob Dylan, Neil Young, B.B King og J.J Cale kravlede ind under huden og slog sig ned. ”Ocean Boulevard handler om lyden af de plader, jeg har arvet fra min far. Om støvet der falder af dem som sne, når jeg finder dem frem, og om alle minderne der ligger i musikken”. Og det er lyden fra ”dengang”, der karakteriserer albummet.
Mika Vandborg har, i modsætning til tidligere udgivelser, valgt at synge sine sange selv. En beslutning der for alvor slår fast, at Mika ikke ”kun” er guitarist men en kunstner, der formår at udtrykke sig til fulde. Vokalen står stærk og hjerteskærende skrøbelig på samme tid og understøttes på allersmukkeste vis af de gennemarbejdede arrangementer og sublimt spillende musikere. Referencerne er mange, og selvom produktionen egentlig fremstår enkel og tilgængelig, er der så mange indtryk, detaljer og finesser, der gør den musikalske oplevelse til noget helt særligt.
Rejsen slutter med ”Blues For BVS”. ”En blues jeg skrev i hovedet, den nat min far døde. Jeg fik efterfølgende skrevet blæset i stil med det fra ”Super Session” (Mike Bloomfield), som min far og jeg ofte hørte sammen”
Med et afsæt i rødderne har Mika Vandborg skabt et kunstværk – et helstøbt album hvor fortællingerne, budskabet, lyden, arrangementerne og produktionen går op i en højere enhed.
Naja Storebjerg

Mika_PR_bagside

Nøgler til Wall of Books

I. ”Wall of books”. I titelsangen rejser Mika tilbage for at gense sin far, som han mistede i 2010. Sorgen og savnet synes at finde trøst og ro, når Mika lukker øjnene og træder ind i barndomshjemmet, hvor faren sidder og sover i sin stol ved siden af en knejsende bogreol.

2. ”Twelve Keys of Reprise” er en eftertanke til Wall of Books, hvor temaet er bygget op af samtlige 12 toner, vi har i den vestlige musiks tonale system og kommer samtidig omkring 12 modulationer!! En komposition der understreger menneskets livscyklus fra fødsel, over barndom, ungdom til voksenliv og død.

3.”Ocean Boulevard” er opkaldt efter Eric Claptons album af samme navn, og var en af de plader, som altid spillede i Mika s barndomshjem. Sangen er meget sigende for hele albummet, der er præget af lyden og stemningen fra datidens udgivelser af eksempelvis Bob Dylan, The Band, Clapton, Stones og J.J Cale.

4. ”Doing Fine” handler om at ”turde tage springet”. På utallige opfordringer har Mika endelig fundet troen på, at han kan formidle og synge sine sange selv.

5. ”Your Voice” er en hyldest til nuet. Husk at være tilstede i livet og tag imod forandringerne og udfordringerne, for uanset står de ikke til at ændre.

6. ”Robert F. Fox 1944.” I 2011 var Mika i New York for at skrive teksterne færdige til pladen. På en gåtur gennem byen faldt han over en gammel militærjakke fra anden verdenskrig. Inden i jakken stod der ”Robert F. Fox 1944”. Tankerne om hvilken skæbne jakken har tilhørt inspirerede Mika til at skrive denne sang.

7. ”Forever And A Day” er en genindspilning fra Mika Vandborgs første soloalbum, ”Under The Sun”. En smuk kærlighedssang hvor de originale strygerindspilninger denne gang har fået lov til at spille hele vejen gennem sangen.

8. ”Hall Full Of Music” er en hyldest til Henrik Halls energi og hans ”rock´n´roll”! Sangen er fyldt med hints til Hall og er skrevet, så man får fornemmelsen af, at sangen handler om en ”lukket rock-klub”. Tracket er indspillet med ”Boat Man Love”, som Hall ofte spillede med, og Mika synger sangen i duet med Lars Skærbæk. Hall var en stor Stones fan, og derfor er blæset skrevet, så det skal klinge som ”Exil On Mainstreet”.

9. ”Blues for BVS” er skrevet samme nat som Mikas far døde. Han spillede den for ham i kapellet og har senere indspillet den i samme version til pladen. Efterfølgende fik Mika skrevet blæset i stil med Mike Bloomfield´s ”Super Session”, – en plade som Mika ofte lyttede til sammen med sin far.